SORT Ø
Her kan du smuglæse begyndelsen af bornholmerkrimien, Sort ø.
(Kommer du fra nyhedsbrevet, så 
klik her for at fortsætte 
hvor du nåede til.)
Taxaens røde baglygter forsvandt op ad bakken og efterlod Lotte alene i tusmørket. Omkring hende var landskabet gråt, og alt var stille bortset fra vinden, der susede i de mørke træer. En fugl skreg henne fra Ravnedalen længere fremme. Hun syntes, hun kunne se en skygge cirkle på himlen over sprækkedalens klipper.
Det frosne græs i rabatten knirkede under skoene, da hun drejede ned ad vejen mod Slotslyngen. Ingen grund til at lade hendes mor se, at hun kom hjem i taxa.
– Det er dyre københavnervaner, du har tillagt dig, ville hendes mor sige.
Og huset lå jo lige rundt i svinget. Hun kunne se det nu. Vintersolen havde fundet vej gennem skydækket et enkelt sted og efterladt et strejf af lyserødt over taget. Hun blev stående og så på huset. Alt var, som det plejede, indprentet i hende: gavlen, der tårnede sig op som en mørk trekant. Det skæve æbletræ, ukrudtet i indkørslens småsten. Hjem. Hun kunne ikke engang huske, hvornår hun sidst havde været her. I sommer? Hun mærkede et stik af noget. Dårlig samvittighed måske?
Tasken føltes let, da hun hankede op i den. I indkørslen lod hun fingerspidserne strejfe hækkens grene, ru mod huden, som da hun var barn. Far måtte have klippet den uden hende. De plejede ellers at hjælpes ad. Hun gik op ad den lille trætrappe til hoveddøren og trykkede dørhåndtaget ned, men det gav sig ikke. Hvorfor mon de havde låst? Hun kunne da se lys i køkkenvinduet.
Heldigvis lå nøglerne i lommen. Hun lukkede fingrene om dem, mærkede efter den lille sølvdelfin, hun havde fået af sin lillesøster. Men den var der ikke. Hun holdt nøglebundtet op mod himlens sidste lys. Nej, ingen delfin. Kunne hun have tabt den?
Noget jog gennem hendes hoved. En smerte i tindingen. En fornemmelse af … hav? Smagen af Østersøens brakkede saltvand. Hun gned panden, smerten slap hende, men billedet af et oprørt hav sad der stadig. Nej, nu måtte hun tage sig sammen. Nøglerne. Låsen. Hun skulle bare ind til de andre, have et kram af sin mor, spise hjemmebagte boller sammen med Kit. Hun måtte finde en forklaring på det med delfinen, så Kit ikke blev ked af det.
Hun skubbede nøglen ind i låsen, drejede. Modstand. Hun prøvede igen, men nøglen nægtede at dreje. Metallet fra de andre nøgler skar sig ind i håndfladen.
Men så måtte hun jo banke på. Tre faste slag. Lyden forplantede sig ind i huset – eller gjorde den? Alt føltes en anelse forskudt. Men om et øjeblik ville mor åbne døren og sige, at hun havde alt for lidt tøj på til det vejr.
Døren gik op.
En fremmed mand stod i døråbningen. Ikke mor. Hans blik gled hen over hendes ansigt, ned på hånden med nøglerne.
– Kan jeg hjælpe dig? spurgte han.
– Jeg bor her. Altså Else og Marius bor her. Det er mine forældre.
Manden rynkede panden.
– Jeg bor her. Jeg har boet her i fem år.
Det komiske ved hele situationen fik hende til at le.
– Neeej. Er du på besøg hos mine forældre eller …?
Han så stadig alvorlig ud. Lydene inde fra det halvmørke hus bag ham var heller ikke, som de plejede. Popmusik, ikke hendes fars jazzplader.
Hun holdt nøglerne op, som om de var et bevis. Men de virkede jo ikke. Hvad var det, der skete?
– Er du sikker på, det er det rigtige hus? sagde han. Nu så han næsten bekymret ud. – Der bor altså ingen Else og Marius her.
Hun trak sig et skridt baglæns, ned ad trappen, mens hun forsøgte at holde fast i smilet. Noget flimrede inde i hende. Som et tv, når man zapper gennem kanalerne.
– Jeg … der må være sket en fejl, sagde hun.
– Vil du ind og have et glas vand eller …?
Hun rystede på hovedet. Bakkede længere ned ad den gamle trætrappe. Den knirkede ikke. De plejede at grine af, at de ikke behøvede en dørklokke, fordi trappen knirkede så meget. Hun lagde mere vægt i foden. Stadig ingen knirken. Hun så ned langs husmuren. Der stod nogle tomme, gule krukker. Hendes mor kunne ikke fordrage gul.
– Undskyld, mumlede hun og drejede sig. Småløb over indkørslens ukrudt og sten, der altid var glatte i frostvejr, men skoene formåede at gribe i underlaget og få hende væk derfra. Hvorfor var der en fremmed mand i hendes forældres hus? Hvem var han? Hvorfor havde han fået hendes mor til at købe underlige krukker? Og hvorfor havde de klippet hækken om vinteren? Der var noget helt galt.
Kulden var værre nu. Hun småløb op til Borrelyngvej, hvor taxaen havde sat hende af. Der var ingenting. Kun det tiltagende mørke. Hun måtte til Allinge, finde en telefonboks og ringe hjem. Der måtte være en forklaring.
Rabatten langs vejen var knoldet af frosten, men hun kunne alligevel gå med raske skridt. Det gav en varme, et formål, en retning. Hvorfor føltes det, som om hun flygtede?
Lyden af en bil, der nærmede sig bagfra. I forlygternes lys kunne hun se vejarbejde længere fremme ved stykket over Ravnedalen. Autoværnet var fjernet. Et skilt med 40 kilometer i timen. Måske var det taxaen, der kom tilbage. Hun vendte sig og blev blændet. To sæt forlygter. Alt for tæt på hinanden. De kørte for stærkt. En varevogn lå klistret op ad bagenden på en lille, grå bil. De satte ikke farten ned i kurven. Hun trak instinktivt så langt væk fra vejbanen, hun kunne. De klarede svinget, fortsatte. Varevognen pressede sig op mod den lille bils kofanger, skubbede den næsten fremad. Motorlydene smeltede sammen til én aggressiv brummen. Røde bremselys. Den lille bil forsøgte at trække ud til siden, men varevognen fulgte med. Trak væk igen. Som til en overhaling. Nej! Den stødte ind i den lille bil skråt bagfra. Bremselyset farvede klippestykker og træstammer røde. Den lille bil gled sidelæns. Mod kanten. Der, hvor autoværnet manglede.
Lotte stivnede.
Så forsvandt det ene sæt baglygter ned i sprækkedalens mørke, og varevognens røde øjne fortsatte mod Allinge uden at sætte farten ned.
Registreringsnummeret!
Hun kneb øjnene sammen og memorerede rækken af bogstaver og tal. Så kom braget. Lyden af metal, der krøllede sammen, glas, der splintredes. Som en torden, der rullede gennem sprækkedalen.
Så skreg en ravn sit hæse skrig. Derefter var der stille.
Hun ville løbe derhen, men kroppen kunne ikke bevæge sig. Et øjeblik vidste hun ikke engang, hvad hun selv hed. Hun havde nogle nøgler i hånden, hun ikke genkendte. Der var noget med en delfin, der var væk. Eller kastede hun den selv i havet? Hvad var det, der lige var sket?
Bilen. Der havde været en bil. To biler. Den mindste var blevet kørt af vejen. Nogen var i fare.
Hun stirrede ud i det blågrå mørke, mærkede, at hun var våd på kinderne. Hun måtte skaffe hjælp.
Har Lotte lige overværet et ... drab?
Eller var det bare en ulykke?
Læs med i Sort ø.
Kan forudbestilles her 👇
ELLER
Standard – kun bogen
✓ Signeret paperback
✗ ingen kuverter med fortroligt materiale eller fysiske spor
Du betaler fragt (fra 30 kr.) oveni.
229 kr
+ fragt
SORT Ø
En færdig PET-agent. En enarmet politiassistent. Et drab, der ligner en ulykke. Og en ø, der pludselig bliver mørkelagt.
Første bind i krimiserien Storm på Bornholm.
329 kr.
Ulla Storm er pensioneret fra Politiets Efterretningstjeneste og har nægtet at sætte sine ben på Bornholm i mere end 30 år.
Men da hendes tidligere kollega Lotte indlægges med mistanke om demens og begynder at lække statshemmeligheder, har Ulla ikke noget valg. Hun skal til øen og sikre, at fortiden forbliver begravet.
Bevæbnet med en lånt kanin og en pistol, hun ikke må have, ankommer Ulla for at holde øje med Lotte.
Kort efter forsvinder kollegaen. Og da hun dukker op igen, er det som vidne til en dødelig bilulykke. Hun insisterer på, at ulykken var drab, men ingen tror hende.
Undtagen Ulla – og den unge betjent Xenia Salthammer, der mangler en arm og hader at blive undervurderet.
Sammen kaster de to sig ind i sagen, hvor det vigtigste vidne også er det mest upålidelige.
Men da øen pludselig mørklægges, er Ulla og Xenia på egen hånd.
Med en morder.
Ofte stillede spørgsmål
Hvornår får jeg Sort ø, hvis jeg forudbestiller?
Bogen udkommer 17/6, meeeen ... fordi du forudbestiller, skal du have lidt særbehandling. Så du får måske bogen lidt før.
Hvad er der i de kuverter?
Hemmeligheder, som knytter sig til sagen og karakterernes fortid.
Det kan være spor fra sagen eller en gammel rapport fra PET, du egentlig ikke burde se. Den slags.
Og ja, bogen kan sagtens læses uden kuverterne. Men kuverterne giver dig den hemmelige ekstra version af historien. Det er til dig, der vil helt tæt på.
Kommer den som lydbog?
Ja! Lydbogen udkommer 1/7 og kan findes på alle de streamingtjenester, du kender.
Kan jeg købe kuverterne alene?
Hmm ... det var jo ikke planen. Men så skidt da. Du er jo en af mine yndlingslæsere, så du finder dit hemmelige link til kuverterne her.
Hvorfor en ny serie? Hvad skete der med Agnethe Bohn?
Agnethe er ikke glemt. Men jeg ville gerne prøve noget nyt. Se Bornholm med andre øjne. Så det blev Ullas og Xenias øjne. Og de ser måske nok øen i et lidt mørkere lys end Agnethe og Lars. Men ... måske vender Agnethe også tilbage.