MØD PERNILLE

Jeg skriver krimier fra Bornholm, fordi øen er det perfekte billede på idyl, og så er der alligevel noget nedenunder, der skurrer.

Når du kigger på et kort, ser Bornholm ud til at være det ideelle sted at flygte hen og begynde forfra.

Langt fra alting.

Isoleret fra resten af Danmark. Ingen kender dig. Et tilflugtssted, hvor man kan slikke sine sår og blive en ny. Som for fuglene på træk, der lander her, midt i Østersøen, for at finde vand og mad.

Men langsomt opdager du, at alt det, du flygtede fra, alligevel også er kommet med i bagagen. Over tid siver dine traumer og hemmeligheder ud eller bliver gravet frem.

Bornholm er som familier. På overfladen ligner det idyl, men nedenunder gemmer alskens skidt sig. Stridigheder, misundelse, traumer og hemmeligheder, som vi er bange for skal slippe ud.

Jeg skriver om sprækkerne i alt det pæne – og om mennesker, der forsøger at skjule dem.

Jeg er vokset op i en familie, der så perfekt ud udefra, men viste sig ikke at være det. En familie, der krakelerede og smuldrede til ingenting. Det har formet mig og sætter spor i mit forfatterskab.

I mine krimier sliber jeg den fine overfladefernis af og blotlægger mørket nedenunder.

Mine karakterer prøver at genopbygge sig selv efter at have fået tæsk af livet. Nogle gemmer arrene væk. Andre lærer at bære dem som medaljer.

Hvis ikke mine karakterer – og vi som læsere med dem – tør tage livtag med det hemmelige, fortsætter det med at forstyrre. Uanset hvor vi rejser hen. Uanset hvor meget vi prøver at gemme det.

Jeg zoomer især ind på kvinderne. Fordi det ofte er kvinderne, der står med konsekvenserne, mens mændene går videre.

Mine karakterer er kvinder, der må opbygge sig selv på trods af det, de bærer – uanset om det er traumer, skyld eller andre hemmeligheder.

Mænds hemmeligheder er ofte noget, de har gjort. Kvinders hemmeligheder er ofte noget, der er blevet gjort mod dem.